At sidde stille i et rum
Mange af mine klienter fortæller, hvor svært det er for dem at være i stilhed. Nogle tænder automatisk for radio, tv eller rækker ud efter mobilen. Andre går i gang med opgaver i hjemmet, selvom de egentlig godt ved, at det ikke behøver at blive gjort lige nu. Og så er der dem, der forsvinder ind i dagdrømme, planlægning eller mentale to-do-lister.
Fælles for alle disse strategier er, at de flytter opmærksomheden væk fra os selv – væk fra den direkte oplevelse af vores eget indre liv. Vi mister kontakten til os selv.
Allerede i 1600-tallet skrev den franske tænker Blaise Pascal:
“Alle menneskehedens problemer stammer fra menneskets manglende evne til at sidde stille alene i et rum.”
Det er et tankevækkende udsagn. Det peger på, at en stor del af vores mistrivsel skyldes, at vi undviger os selv. Vi søger konstant distraktioner for ikke at mærke det, der er her – nu – i os. Men denne flugt gør os i længden kun mere urolige og ulykkelige.
Hvorfor flygter vi fra os selv?
Det korte svar er: fordi vi er bange for at opdage, hvem vi i virkeligheden er.
Når vi undgår stilhed, undgår vi også den intime kontakt med os selv, hvor vores identitet – den idé vi har om, hvem vi er – kan begynde at krakelere. Det kan føles som et tab af kontrol, og det vækker angst. For hvis jeg ikke er den historie, jeg fortæller om mig selv… hvem er jeg så?
Den identitet, vi normalt tager for at være vores sande ”jeg”, er ofte blot en konstruktion udviklet over årtier – en slags psykologisk dragt – en fortælling. Men bag denne dragt findes noget langt mere stabilt og fredfyldt: Selvet – en uforstyrret bevidsthed, der ligger bag tanker, roller, følelser og idéer.
I Østen har mennesker gennem årtusinder søgt dette Selv gennem meditation, stilhed og selvundersøgelse. Og næsten alle beskriver, at vejen indad vækker modstand og uro i begyndelsen – netop fordi egoets konstruktioner begynder at opløses.
Hvordan kommer vi tættere på os selv?
Man behøver hverken at gå i kloster, flytte i en hule eller blive eremit. Meget mindre kan gøre en stor forskel. Her er nogle enkle øvelser, du trygt kan begynde med:
-
- Sid i stilhed 10 minutter dagligt
Sluk radio, tv og mobil. Sæt dig et sted, hvor du kan være i fred.
Læg mærke til kroppen. Åndedrættet. Og mærk, hvordan det føles at være dig – lige nu.
Hvis det er svært, så er øvelsen præcis den, du har brug for.
-
- Begynd på mindfulness
Find gerne en mindfulnessinstruktør eller et hold.
Det kan være godt at starte med online øvelser, men fordybelsen bliver dybere, når man træner sammen med andre og får støtte undervejs.
-
- Øv dig i nærvær i hverdagen
Når du tager bad, går en tur, laver mad, kører bil:
Flyt opmærksomheden fra tankerne og ind i kroppen og sanserne.
Læg mærke til, hvad du ser, hører, dufter og mærker. Hold fokus på nuet.
Igen og igen. Det er sådan nærvær langsomt opbygges.
-
- Lær at meditere
Meditation er en enkel og meget effektiv vej indad.
Det er ofte lettere at komme i gang med en instruktør eller i en gruppe – især i begyndelsen.
En dybere kontakt
Jo mere du træner, jo dybere bliver kontakten til dig selv.
Stilheden stopper ikke tankerne, men den skaber et rum, hvor du begynder at opdage, at du ikke er tankerne.
Der opstår en naturlig ro, en venlighed over for dig selv og et forhold til livet, som ikke længere afhænger af ydre omstændigheder.
Du begynder ganske enkelt at hvile i dig selv – og derfra bliver det lettere at møde både dig selv og andre med nærvær, kærlighed og klarhed.

