Mit liv i Indien
Jeg begyndte at komme til Tiruvannamalai i Indien i 2016. I starten opholdt jeg mig der kun i nogle få uger ad gangen. Senere fulgte flere år, hvor jeg tilbragte måneder i byen – og i dag bor jeg her fast. I denne lille blog vil jeg dele korte fortællinger og refleksioner om byen og om mit liv her.
Tiruvannamalai
Tiruvannamalai ligger i Sydindien, i delstaten Tamil Nadu. Byen har omkring 210.000 indbyggere – knap 400.000, hvis man medregner oplandet. Den ligger cirka 150 kilometer fra Chennai, som har en international lufthavn.
De fleste mennesker kommer til Tiruvannamalai af spirituelle grunde. Byen er centreret omkring det hellige bjerg Arunachala, som anses for at være en fysisk manifestation af Shiva. Hertil kommer det gamle Arunachaleswarar-tempel, et af Indiens største og ældste Shiva-templer, Ramana Maharshis lære samt praksissen girivalam – den rituelle vandring rundt om Arunachala, ofte barfodet, som udføres med henblik på indre renselse og erkendelse. Alt dette tiltrækker hengivne og spirituelle søgende fra hele verden.
Sri Ramanasramam
Den primære årsag til, at jeg i sin tid rejste til Tiruvannamalai, var Ramana Maharshi (1879–1950), også kendt som Bhagavan Sri Ramana Maharshi.
Som 16-årig havde han en dyb indre oplevelse, der for ham markerede et radikalt brud med den almindelige identifikation med krop og personlighed. Resten af sit liv pegede han på Selvet – eller bevidstheden – som det, vi i vores dybeste væsen er.
I Tiruvannamalai ligger Sri Ramanasramam, ofte blot kaldet Ramana Ashram, som er dedikeret til ham. Det er et åbent sted, hvor man frit kan komme og gå, sidde i stilhed, meditere eller blot opholde sig. Ashramet tiltrækker i dag tusindvis af mennesker fra hele verden – heraf også fra Danmark.
Hans grundlæggende lære, som ofte forbindes med Advaita Vedanta og jnana-yoga, kredser om det enkle – men radikale – spørgsmål: Hvem er jeg? Gennem vedvarende selv-undersøgelse pegede Ramana Maharshi på, at den dybeste erkendelse ikke er knyttet til kroppen, personligheden eller historien om os selv, men til det universelle og tidløse nærvær, som vi i vores essens er.
Spørgsmålet hvem er jeg? har fulgt mig siden mine teenageår. Dengang havde jeg et meget negativt selvbillede, og spørgsmålet dukkede op igen og igen – ofte som en indre uro snarere end som egentlig nysgerrighed. Det kørte rundt i hovedet på mig.
På et tidspunkt skete der noget uventet. Det var, som om der blev sagt til mig: Prøv at vende blikket indad og find dette jeg. Jeg blev ikke bange, men gjorde det. Og til min store overraskelse – og også til en vis grad skræk – opdagede jeg, at der ikke fandtes noget konkret, fast “jeg” inde i mig.
Den erkendelse gjorde et dybt indtryk. Jeg stoppede undersøgelsen igen. Set i bakspejlet var det måske netop dér, jeg burde have fortsat og gået dybere. For hvis jeg ikke er dette forestillede jeg – hvem er jeg så? Jeg kan jo ikke benægte, at jeg eksisterer.
I dag, mange årtier senere, er jeg i gang med nøjagtig den samme undersøgelse – måske, og forhåbentlig, med lidt mere mod.
For mange år siden satte jeg mig et mål: Jeg vil finde ud af, hvem jeg er, inden kroppen dør. Det forekommer mig ikke at være et urimeligt ønske. Jeg vil holde fast i dette mål.
Sri Ramanasramam – Alle billeder fra Sri Ramanasramam.
Meditation
For at komme tættere på dette mål opholder jeg mig dagligt nogle timer i Ramana Ashram og mediterer. Meditationen begynder som regel omkring klokken seks om morgenen og igen om eftermiddagen.
Jeg vender blikket indad og undersøger, hvor fornemmelsen af et ”jeg” stammer fra. Hvem – eller hvad – er det, der observerer, mens jeg mediterer? Og er det muligt at lade opmærksomheden hvile der?
Flere gange dagligt kan man høre vediske recitationer – gamle sanskrithymner – ved Ramana Maharshis samadhi-hal og omkring hovedhelligdommen. Ofte udføres de af lokale vediske sangere, typisk unge drenge, som er oplært i denne særlige form for chanting, men også af andre hengivne udøvere. Jeg holder af at meditere, mens deres stemmer ligger som et roligt bagtæppe i stilheden.
Arunachala
Tiruvannamalai er uløseligt forbundet med det hellige bjerg Arunachala, som gennem årtusinder har tiltrukket spirituelle søgende. I og omkring bjerget findes der huler, hvor hellige mænd og kvinder har levet store dele af deres liv.
Ramana Maharshi betragtede Arunachala som helligt – som en fysisk manifestation af Shiva og som et åndeligt centrum, ofte beskrevet som klodens hjertechakra.
Ifølge gamle fortællinger rummer bjerget en indre ild, som i sidste ende brænder egoet op hos den, der vender sig mod det med oprigtighed.

Karthikai Deepam 2020. Billede fra Wikipedia.
Girivalam
Girivalam er vandringen rundt om det hellige bjerg Arunachala. Ruten er cirka 14 kilometer lang og gennemføres ofte barfodet, særligt ved fuldmåne. For mange er det en pilgrimsfærd; for andre en enkel, gentagende praksis.
Turen tager typisk tre til fire timer og bliver ofte betragtet som en meditation i bevægelse. Nogle går i stilhed, andre med bønner, mantraer eller en stille opmærksomhed på hvert skridt – og så er der selvfølgelig dem, der bare snakker.
I perioder går jeg girivalam dagligt. Det er en enkel måde at være i kontakt med den stilhed, som Arunachala synes at udstråle – også midt i bevægelse, mennesker og trafik.
Der siges, at Arunachala renser karma, mindsker egoet og vækker åndelig klarhed. Jeg kan ikke sige præcist hvordan, men jeg er ikke i tvivl om, at vandringen har en virkning.
Ved fuldmåne samles der ofte enorme menneskemængder i Tiruvannamalai – nogle gange op mod en million, som går rundt om bjerget. Én gang om året, ved fuldmånen i november eller december, tændes der ild på toppen af Arunachala. Denne festival kaldes Karthikai Deepam. Flammen kan ses på lang afstand, og flere millioner mennesker kommer til byen. Det er en helt særlig oplevelse at være en del af.
Det daglige liv
Det daglige liv i Tiruvannamalai er på mange måder anderledes, men jeg har vænnet mig overraskende hurtigt til det. Der er noget ved stedet, som jeg er kommet til at holde meget af – måske ligefrem forelske mig i.
Dagligvarebutikkerne ligner ikke dem, vi kender fra Vesten. De er som regel små og enkle, men det er sjældent et problem. Man kan få det mest nødvendige, også selv om udvalget af færdigretter er begrænset.
Mange besøgende spiser primært på restauranter. Priserne er lave set med vestlige øjne, og et måltid koster ofte kun en brøkdel af, hvad man er vant til derhjemme.
Der findes mange caféer og små kaffesteder. Den foretrukne drik er chai – te med mælk og ofte rigeligt med sukker – som drikkes overalt og på alle tidspunkter af dagen.
Det, der har taget mig længst tid at vænne mig til, er larmen og affaldet. Trafikstøj, horn og menneskemylder er en del af hverdagen, og det er ikke ualmindeligt, at affald smides direkte på gaden.
Man skal også vænne sig til dyrene. Køer bevæger sig frit rundt i byen, og der er mange gadehunde. Aber og fasaner hører også til og er en naturlig del af bybilledet.
Vi kommer heller ikke uden om at tale om fattigdom. Mange lever under beskedne vilkår, men man ser sjældent mennesker, der sulter. Flere steder tilbydes gratis mad. Til gengæld er der mange hjemløse og tiggere – noget, man også må vænne sig til.
Noget af det mest karakteristiske ved Tiruvannamalai er dog menneskene. De fleste er meget venlige, hjælpsomme og imødekommende.
Hvis du overvejer at besøge Tiruvannamalai, er du velkommen til at kontakte mig. Jeg hjælper gerne, hvis jeg kan.




























