Hvem er jeg, som ikke er tilfreds med at være mig?
“Jeg vil føle mig god nok, når …” Jeg har hørt den sætning utallige gange i min klinik. Den rummer en betingelse: først når noget bestemt er opnået, må vi tillade os at føle os værdifulde eller gode nok.
Vi søger alle lykken – i kærlighed, anerkendelse, succes, status eller udseende. Men hvad sker der, når vores blik hele tiden er rettet mod det, vi tror vi mangler?
Den evige ørkenvandring
Målet har ofte den samme karakter: det er lige uden for rækkevidde. Når vi opnår det ene, dukker det næste op. Og når vi ikke når det, opstår selvkritikken.
Her stiller jeg ofte et enkelt spørgsmål: Hvis en person, du elsker, stod i din situation og ikke opnåede disse betingelser – ville du kritisere vedkommende? Som regel er svaret nej. Men hvad kalder vi det så, når vi kritiserer os selv?
Den ydre søgen – og prisen for den
At søge lykken uden for sig selv er naturligt. Men på sigt kan det koste to ting:
- Det bekræfter forestillingen om, at jeg ikke er god nok, som jeg er.
- Det svækker kontakten til, hvem jeg egentlig er, fordi opmærksomheden hele tiden er rettet udad.
Jeg ser ofte klienter, der gennem lang tid har lært at undgå kontakten med sig selv, fordi den er forbundet med angst. Når kontakten bliver fremmed, kan sindet udfylde tomrummet med de værst tænkelige forestillinger om, hvem vi er.
Det er den bevægelse, jeg kalder den psykologiske cirkel og vises i billedet her nedenfor.
Denne manglende kontakt til os selv kan også skabe ensomhed: Når vi ikke oplever os som hele, søger vi andre for at få det, vi mangler. Men er jeg i kontakt med mig selv, behøver jeg ikke dig for at udfylde et tomrum – så kan jeg møde dig frit, fordi jeg har lyst, ikke fordi jeg mangler noget.
Kan man bevise, at man er elskværdig?
Når vi forsøger at bevise, at vi er elskværdige, ligger der en skjult antagelse: Jeg er det ikke endnu.
Jeg havde for nylig en mor i terapi, som kæmpede med sin søns adfærd. Jeg spurgte hende: “Elsker du din søn mindre, når han ikke opfører sig ordentligt?” Hun smilede – spørgsmålet var absurd. Selvfølgelig elsker hun ham ubetinget. Men hun kunne ikke overføre den samme logik til sig selv.
Hvis elskværdighed ikke er noget, et barn skal gøre sig fortjent til, hvorfor skulle det så være noget, du selv skal bevise? Og hvem er egentlig den “jeg”, der hele tiden skal bevise sin værdi?
Hvem er jeg, som tror jeg er utilstrækkelig?
Når jeg siger “jeg er utilstrækkelig”, bygger udsagnet på en forestilling om et “jeg”. Men hvad er dette jeg egentlig?
I terapien bliver det ofte tydeligt, at ord som kedelig, doven eller mislykket ikke er fakta, men forestillinger om et selv, vi aldrig rigtig har undersøgt. Det er som at fortælle grimme ting om en nabo, man aldrig har mødt.
Advaita-traditionen stiller derfor et andet spørgsmål end “er jeg virkelig doven?” Nemlig: Hvem er jeg, som tror, at jeg er doven?
Forskellen er afgørende. Vi undersøger ikke længere, om forestillingen er sand – vi undersøger den, der har forestillingen. Og det er netop her, cirklens tredje punkt – at jeg identificerer mig med det, jeg søger – mister sit fundament. Uden et fast, mangelfuldt jeg er der ingen, der skal reddes af det næste mål.
Når blikket vender udad
I Advaita er problemet ikke verden, men den bevægelse i sindet, hvor vi tror, noget udenfor kan give os den tilfredshed, vi søger: Jeg ser noget. Jeg ønsker det. Jeg får det. Tilfredsheden varer kort, og sindet leder videre.
Spørgsmålet bliver derfor ikke: Hvad skal jeg have for at blive tilfreds? Men: Hvem er jeg, som hele tiden søger noget, der skal gøre mig tilfreds?
Afsluttende refleksion
Måske ligger problemet ikke i, at vi har et dårligt selvbillede. Måske ligger det dybere: i forestillingen om, at vi overhovedet er et bestemt selv, som skal forbedres og bekræftes.
Når vi ærligt undersøger “Hvem er jeg?”, mister forestillingen om et mangelfuldt selv måske sit greb. Ikke fordi vi finder et bedre selv – men fordi vi opdager noget stille:
Elskværdighed kan ikke bevises – fordi den allerede er.
