Socialfobi – eller social angst – indebærer frygt for at blive kritisk iagttaget af andre mennesker, hvilket fører til undgåelse af forskellige sociale situationer. Socialfobi er ofte ledsaget af lav selvagtelse og frygt for kritik. Der kan være klager over ansigtsrødmen, rysten på hænderne samt opkastnings- eller vandladningstrang. Mange er overbeviste om, at én af disse sekundære manifestationer af deres angst er det primære problem. Symptomerne kan udvikle sig til egentlige panikangstanfald.
Socialfobi kan fungere som en selvopfyldende profeti, hvor frygten selv frembringer det frygtede; eksempelvis kan angsten for at dirre i stemmen fremkalde at én dirrer i stemmen, eller angsten for kritik medføre til, at én ikke præsterer sit bedste hvilket så kan medføre til kritik.
Terapien fokuseres på personens uhensigtsmæssige tanker omkring den fobiske situation og den undgåelsesadfærd som tanken medfører. Terapien er også adfærdsorienteret, dvs. pågældende skal lære at takle de forskellige angstfremkaldende situationer.
- At blive fri for den indskrænkning, som lidelsen lægger på livsudfoldelsen
- At lære at mestre de sociale situationer
- Og/eller at fjerne/dæmpe symptomerne i disse situationer
Socialfobi er skyldes uhensigmæssig indlæring i samværet med andre mennesker.
Der er i vor kultur en række forventninger til ens sociale færdigheder, og når man ikke lever op hertil, opstår der usikkerhed og angst, og selvfølelsen svækkes.
5 - 7 % alle mennesker lider af socialangst i mere eller mindre grad. Der er lige mange mænd og kvinder, der har socialfobi.
Socialangst begynder normalt i teenageårene.